OM TREENIGHEDLÆREN

 

EGNE ARTIKLER

tredje samling

 

Salme 23,1-2:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, Han lader mig ligge i grønne enge,

Han leder mig til det stille vand.

John 10,14:

Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig,

OM TRENIGHEDSLÆREN

 

Ordet ”treenighedslære” findes ikke i Bibelen, så hvorfor er der så mange kirker, der betragter sig selv, som bibeltro, der stædigt klamrer sig til treenighedslæren?

 

Der kommer jævnligt Jehovas vidner til min dør, og de taler imod treenighedslæren, og kalder Jesus for et skabt væsen eller rettere, så siger de at Jesus er ærkeenglen Mikael

De hævder at Jesus ikke er Gud (Jehova) og at Helligånden ikke er Gud.

Derudover er der et par af mine unge venner, som har forladt troen på treenighedslæren, så jeg føler en tilskyndelse til at bruge ”lidt krudt” på at behandle dette spørgsmål, og vil gøre det herunder.

 

Indledningsvis vil jeg pointere at på hebræisk er det således at hvis man siger det samme ord 2 gange så er det en understregning af det man siger. Når Jesus for eksempel sagde sandelig sandelig siger jeg jer, så betyder det: det jeg siger nu herefter skal i lægge jer særligt på sinde, for det er vigtigt!

Hvis man på hebræisk vil sige at vejret er meget varmt, så siger man varmt varmt, og vil man sige at det regner kraftigt, så siger man regn regn.

Det forklarer hvorfor der er 3 synoptiske evangelier: budskabet i evangelierne er meget meget vigtigt.

 

Det forklarer også hvorfor vi i Det Gamle Testamente har både Krønikerne og Kongebøgerne, som næsten ord til andet siger det samme: Det er meget vigtigt at tage vedlære af deres beretning.

 

På samme måde er det med skabelsesberetningen: I 1. Mosebog finder vi skabelsen beskrevet på 2 måder:

 

Første beretning er

1. Mos. 1.1 til 1. Mos. 2,4a: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag. Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt. Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag. Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; v16 Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. v19 Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag. Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.

Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt. Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

Det var himlens og jordens skabelseshistorie.

 

Anden beretning er

1. Mos. 2, 4,b-25: Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, v6 men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.

I Eden udsprang en flod, der vandede haven. Udenfor delte den sig og blev til fire strømme. Den første hedder Pishon; den snor sig gennem hele landet Havila, hvor der er guld. Guldet i det land er fint; der er også bedellium og shoham-sten. Den anden flod hedder Gihon; den snor sig gennem hele landet Nubien. Den tredje flod hedder Tigris; den løber øst for Assur. Den fjerde flod er Eufrat.

Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!«

Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.

Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam: »Nu er det ben af mine benog kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde,for af manden er hun taget.« Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød. Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke.

 

 

Det er dels fordi Gud vil understrege kraftigt at Han er skaber, og samtidig er det fordi Gud vil fortælle noget om sin egen personlighed at vi har disse 2 beskrivelser af den samme begivenhed.

Hele vejen igennem den første beretning bruges der i grundteksten det hebræiske udtryk ”Elohim” for Gud. Elohim er i flertal.

På hebræisk kan man simpelthen ikke sige Gud i ental (ordet findes ikke - eller jo, det gør det, men det kræver en nærmere forklaring, som jeg har sat ind lige under dette afsnit ) (Der gælder det samme for vand og himmel. Vand og himmel kan kun omtales i flertal), og når der så i 5. Mos. 6,4 står: Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Så er det hebræiske udtryk, der bruges for én et udtryk man bruger når man vil sige én klase (drueklase for eksempel). Det hebræiske navn for denne ”klase” er Guds personnavn JHWH, som er det udtryk, der bruges hele vejen igennem i den anden skabelsesberetning. Så alle tre ”druer” i ”klasen” (Gud fader, Gud søn og Gud Helligånd) er en enhed, som hedder med flææesbetegnelsen JHWH.

Længere henne i Bibelen har vi salmerne, og Salme 23 siger således i vers 1 og 2: Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.

Det hebræiske udtryk, der her er oversat til Herren er JHWH, så det er Gud selv, der er vor hyrde, og Da Jesus kom sagde Han (i Johs. 10) ”Jeg er den gode hyrde” og sagde dermed ”Jeg er JHWH”, for alle jøder, og i hvert fald de skriftkloge kendte Salme 23, og vidste hvad Han mente med at sige ”Jeg er den gode hyrde”, og det var jo netop de skriftkloges begrundelse for at korsfæste Ham: at de forstod at Han sagde om sig selv, at Han var JHWH.

 

Ud over disse argumenter for at Jesus er JHWH er der Joh. 1,3: ”Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er”.

Jesus er altså skaberen, og i nummer 2 skabelsesberetning omtales skaberen, som det er vist her ovenfor som JHWH.

 

Hvordan siger man Gud i ental på hebræisk?

Jo, der findes en forkortelse for Elohim, og den er ”El”. Denne forkortelse sættes af og til sammen med et tillægsord eller et navneord således at det derved fremkomne sammensatte ord, som kan være 'el shadday (Gud den almægtige) eller El Gebor (Gud den mægtige) bliver et entalsord. På den måde kan Gud omtales i ental, men det er altså, som et sammensat ord, hvori der altid indgår en forkortelse af et flertalsord for Gud.

 

Jeg har endnu aldrig mødt nogen, der hævder at Gud fader ikke er JHWH, så Ham vil jeg ikke argumentere for, som værende JHWH.

 

Så nu mangler jeg at argumentere for Helligånden:

I Hebr. 1,5-8 læser vi: For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: Du er min søn, jeg har født dig i dag, og et andet sted: Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn? Og når han igen fører sin førstefødte ind i verden, siger han: Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham. Om englene hedder det: Han gør sine engle til vinde og sine tjenere til flammende ild, men til Sønnen: Din trone, Gud, står til evig tid,

Vi kan se 2 ting ud af dette citat fra Hebræerbrevet:

 

1.Jesus er født af Gud

 

2.Gud omtaler sønnen, som Gud (med stort G)

 

Jesus er jo teknisk set født af Miriam (her i vesten kaldt jomfru Maria), så når Gud siger at Han har født Jesus, så menes der: Der var mig, der gjorde Maria frugtsommelig (gravid), men i Matt. 1,18 læser vi: Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden.

 

Gud kan ikke lyve, så både Hebr. 1,8 og Matt. 1,18 må være sande, men begge dele kan kun være sandt, hvis Helligånden er JHWH (altså er en del af den ”klase”, som hedder JHWH).

 

Med disse betragtninger mener jeg at have godtgjort at Den ene sande Gud (Bibelens Gud) er 3 personer: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Drevne teologer vil nok kunne finde andre argumenter til at bekræfte det samme, men Det her er altså mit bud på det. Jeg personligt anser læren om Treenigheden for sand, og det at benægte den for blasfemi!