HAR GUD SKIFTET INDSTILLING

 

EGNE ARTIKLER

tredje samling

 

Salme 23,1-2:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, Han lader mig ligge i grønne enge,

Han leder mig til det stille vand.

John 10,14:

Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig,

HAR GUD SKIFTET INDSTILLING?

 

 

Det Gamle Testamente lærer os princippet ”øje for øje, og tand for tand”

Men så kom Jesus og sagde i Matt. 5,38-41: I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.

 

 

Hvordan skal vi få sådanne udsagn til at hænge sammen, hvis Gud er den samme fra evighed til evighed?

 

Jo, det Jesus her taler om er hvordan jeg (det enkelte menneske), skal forholde mig til den, der øver mig uret.

 

Moseloven udtrykker det samme princip her i 2. Mos. 19,17-18: Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!

 

 

Der gælder altså at man skal gå åbent i rette (irettesætte med ord - ikke fysisk) med den, der øver uret imod en selv. At gå åbent i rette kan forstås på 2 måder:

 

 

1 at irettesætte vedkommende under 4 øjne

 

 

2 at irettesætte i det offentlige rum

 

 

hvad enten man bruger den ene eller anden metode er saglighed essentielt (man ”går efter bolden og ikke efter manden”).

 

 

Princippet om øje for øje og tand for tand gælder for retsvæsenet i samfundet, når det skal dømme i en sag, og det princip gælder stadig i dag (efter at Jesus vandrede på jorden). Hvordan jeg, som kristen behandler min næste, er én ting. Hvordan en retfærdig dommer skal dømme i en sag er noget andet.

 

Vi må endelig ikke blande disse 2 ting sammen. Begynder dommerne at ”se igennem fingre” med uret for at udøve såkaldt næstekærlighed (på andres vegne), så ender vi med et retsløst samfund, som i dag, hvor forbrydere på det nærmest bliver belønnet for deres forbrydelser. Den, der alene har bemyndigelse/forpligtigelse til at se igennem fingre med uret, er den, som uretten er begået imod.

 

Ud fra det princip (at vi skelner imellem det enkelte menneskes forpligtigelse, og retsvæsenets forpligtigelse) hænger det vældig godt sammen når Jesus siger i Matt. 22, 37-40: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

 

 

 

Svaret på det indledende spørgsmål er altså: Nej Gud har ikke ændret indstilling!

 

 

Grundprincippet for den gamle pagt er også grundprincippet for den nye pagt.

I den nye pagt ser vi bare det forunderlige at Gud selv blev menneske og demonstrerede i praksis at Han mener det alvorligt, det Han sagde i den gamle pagt om at elske sin næste, som sig selv, og at Han er den gode hyrde, som giver sit liv for fårene.

 

Menneskeheden (som helhed), har behandlet en kærlig Gud med stor uret, men alligevel reagerede Han ved at udvise en ufattelig kærlighed imod den selvsamme menneskehed, og ofre sig selv for at frelse de ukærlige og uretfærdige syndere.