HVORFOR SKULLE JESUS FØDES I BETLEHEM


EGNE ARTIKLER

tredje samling


Salme 23,1-2:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, Han lader mig ligge i grønne enge,

Han leder mig til det stille vand.

John 10,14:

Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig,

HVORFOR SKULLE JESUS FØDES I BETLEHEM OG LÆGGES I EN KRYBBE?


Livets brød

Jo, Jesus er ”livets brød” John. 6,48-5: Jeg er livets brød.  Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde.   Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør.   Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«

Betlehem blev på den tid kaldt brødkurven eller brødhuset.

Når Jesus her taler om at spise Hans kød, tænker Han ikke, som katolikker og til dels lutheranere gør – at man bogstaveligt spiser Jesus ved nadverbordet, nej Jesu kød er et billede på Guds ord (Jesus var Guds ord kommet i kødet). Det kan du få en uddybende undervisning om ved at klikke her.

Det slagtede lam

Derudover er Jesus Guds slagtede lam, som alle tidligere fejlfrie påskelam var billeder på, og påsken var en af valfartsfesterne, hvor alle tog op til Jerusalem for at fejre påske, så derfor skulle der bruges mange fejlfrie lam i Jerusalem.

I Betlehem (15 km. Fra Jerusalem) havde man specialiseret sig i at opdrætte fejlfrie lam til det brug.  Så selvfølgelig skulle Guds fejlfrie offerlam fødes i Betlehem, og Han blev jo så netop ofret/korsfæstet i Jeruselem midt under påskens valfartsfest ca. 33 år efter sin fødsel i Betlehem.

Guds ord skal spises

At Guds ord skal spises, vil jeg gerne underbygge med nogle skriftsteder:


Ez. 2,8 og frem: Men du, menneske, hør, hvad jeg taler til dig! Vær ikke genstridig som det genstridige folk, men luk munden op, og spis det, jeg giver dig.«   Jeg så en hånd rakt frem imod mig, og den holdt en bogrulle.  Han rullede den op for mig, og den var beskrevet både på indersiden og på ydersiden, og der stod skrevet klage, suk og ve.


Ez. 3,1-3: Så sagde han til mig: »Menneske, spis det, du ser her! Spis denne rulle, og gå så hen og tal til Israels hus.«  Jeg åbnede munden, og han gav mig bogrullen at spise  og sagde til mig: »Menneske, lad din mave sluge denne rulle, som jeg giver dig, og fyld din bug med den!« Derpå spiste jeg den, og den var sød som honning i min mund.


Jer. 15,16:   Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud.


Åb. 10, 8-11:  Røsten, som jeg havde hørt fra himlen, hørte jeg atter tale til mig og sige: »Gå hen og modtag den åbne bogrulle af den engels hånd, som står på havet og på land.« Jeg gik hen til englen og bad den give mig bogen, og den sagde til mig: »Tag den og slug den! Den vil være bitter i din mave, men i din mund vil den være sød som honning.«  Jeg modtog bogen af englens hånd og slugte den. I min mund var den sød som honning, men da jeg havde slugt den, var den bitter i min mave.  Og der blev sagt til mig: »Du skal igen profetere om mange folk og folkeslag, tungemål og konger.«


Korn (Sæd) er et billede på Guds ord, og vi skal, som ovenfor vist spise Guds ord.


At sæd er et billede på Guds ord forklarer Jesus  her i  Luk. 4,8-11 : Da der samlede sig en stor skare, og de kom ud til ham fra den ene by efter den anden, sagde han i en lignelse:  »En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op.  Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde.  Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det.  Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.« Da han havde sagt det, råbte han: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«  Hans disciple spurgte ham, hvad denne lignelse skulle betyde.  Han svarede: »Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder, men de andre bliver det givet i lignelser, for at de skal se, men intet se,og høre, men intet fatte. Men dette er meningen med lignelsen: Sæden er Guds ord.


Man fylder korn/sæd i krybben for at fodre dyrene, og Jesus (Guds ord) blev lagt i en krybbe (et billede på at vi bliver "fodret" med Guds ord).

  Ved alle jødernes påskefejringer samledes hele familien og spiste det fejlfri påskelam, og her ligger der et vigtigt budskab i at man  intet måtte levnes. Lammet er et billede på Jesus (Guds ord). Det er endnu et billede på at Guds ord skal spises. At intet måtte levnes, minder os om at vi ikke må nøjes med at tage visse dele af Guds ord til os (dem vi kan lide fordi de kildrer vore ører). Vi må have det hele med. Og så selvfølgelig det at hele familien skulle spise med, og kunne familien ikke selv spise det hele, så skulle man invitere gæster nok til at det hele blev spist:

Det er familieoverhovedets pligt at sørge for at alle i familien får del i Guds fejlfrie ord, og at man deler det med andre end lige den nære familie.

   

Den fysiske mad vi spiser, bliver ved fordøjelsesprocessen en integreret del af os selv, og det er et billede på hvordan Guds ord åndeligt set skal blive en integreret del af os, så igen og igen taler Bibelen om at spise Guds ord,eller som Jesus sagde:


  1. Matt. 4,4b: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹





Jesu stedfortrædende død

Jesus blev han svøbt i et linnedklæde, som er det man brugte til at svøbe mumier i, så når Miriam svøbte sit barn i et linnedklæde, forudsagde hun (sikkert uden selv at vide det) Hans død.


Slutbemærkning

Lammet, der skulle bruges til påskemåltidet skulle tages fra flokken på den 10. dag i Nissan måned, og så skulle det i løbet af dagene frem til det skulle slagtes og spises på den 14. dag undersøges for fejl og mangler. Kun dyr der var absolut fejlfrie kunne bruges.

   Det tolkes normalt som værende et billede på at kun et syndfrit menneske (Jesus) kan betale hele menneskehedens synd med sin stedfortrædende død. Det er en rigtig forståelse, men der ligger nu også det i det at vi kun må indtage, eller servere Guds fejlfrie og uforvrængede ord.

  Det må ikke være iblandet menneskebud. Vi må altså ikke vælge det første det bedste budskab vi hører, men skal ”tygge drøv” på det og undersøge det grundigt inden vi indtager det (typisk er de dyr, der tygger drøv kosher/rene ifølge moselovens spiseregler).



Inden jeg (neden under dette afsnit) citerer Luthers udtalelser om jøderne,


vil jeg lige citere, lidt af, hvad Helligånden inspirerede bibelens forfattere at skrive


(altså Guds holdning til jøderne)



 



Men dog lige først denne bemærkning:

Et forhold, der gør det vanskeligt at drøfte Israel med mange lutheranere er at de ofte forsynder sig imod princippet om først at søge peshet betydningen af et skriftsted inden de leder efter pesherbetydningen, og de siger så at kirken er det sande Israel, så de hver gang Gud velsigner Israel (sjovt nok aldrig, når Han forbander Israel) opfatter det, som om der tales om kirken, og ikke landet Israel. (læs evt. om ”peshet og pesher” ved at klikke her) (de er altså faktisk gnostikere). Der er ingen tvivl om at Gud ser på Israel, som et genstridigt, og stivnakket folk (men derved er de jo blot et billede på resten af verdens befolkning og for øvrigt også et billede på det andet folk, Han er i færd med at udtage sig ud af alle folkeslag (kirken), men nuvel, her følger nogle skriftsteder, der viser at Gud ikke har opgivet Israel, men at Han i sin kærlighed til dem alligevel har tænkt sig at overøse dem med sin velsignelse og beskærmelse:


 2. Mos. 4,22: Så skal du sige til Farao: Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn.


Jer. 5,20:  I de dage og til den tid, siger Herren, skal man søge Israels skyld, men den er der ikke, og Judas synder, men de findes ikke, for jeg tilgiver dem, jeg lod tilbage.


Amos 9,11- 15 : På den dag rejser jeg Davids faldne hytte; jeg tætner revnerne, rejser det, der er revet ned, og genopbygger den som i fortidens dage, så at de kan tage hele Edom i besiddelse og alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, og han vil gøre det.Der skal komme dage, siger Herren, da den, som pløjer, følger lige efter den, som høster, den, som træder persen, lige efter den, som sår; bjergene drypper med most, alle højene driver af væde. Jeg vender mit folk Israels skæbne, de skal genopbygge de forladte byer og bo i dem de skal plante vingårde og drikke vinen, de skal anlægge haver og spise frugten. Jeg planter dem på deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op fra den jord, jeg har givet dem, siger Herren din Gud.


 Obedias’ bog: Se ikke med skadefryd på din broder på hans skæbnedag. Glæd dig ikke over judæerne på deres undergangs dag. Spær ikke munden hånligt op på nødens dag. Gå ikke ind ad mit folks port på dets ulykkes dag. Se heller ikke med skadefryd på elendigheden på dets ulykkes dag. Ræk ikke hånden ud efter dets rigdom på dets ulykkes dag. Stil dig ikke ved korsvejene for at udrydde dets flygtninge, udlevér ikke de undslupne på nødens dag! Herrens dag er nær, den kommer over alle folkene. Som du har gjort, skal der gøres mod dig, din gerning skal ramme dig selv. Som I har drukket på mit hellige bjerg, skal alle folkene drikke uden ophør; de skal drikke og fylde i sig og blive, som havde de aldrig været til. Men på Zions bjerg skal der være redning, det skal være et helligt sted, og Jakobs hus skal tage sin ejendom i besiddelse. Så skal Jakobs hus blive til ild, Josefs hus til en flamme, og Esaus hus skal blive til strå; de skal antænde det og fortære det. Af Esaus hus skal ingen undslippe. Herren har talt. Sydlandet skal tage Esaus bjergland i besiddelse, og Lavlandet skal tage filistrene i besiddelse. De skal tage Efraims jord og Samarias jord i besiddelse, og Benjamin skal tage Gilead i besiddelse. De landflygtige fra israelitternes hær skal tage kana'anæerne i besiddelse indtil Sarepta, og Jerusalems landflygtige, som er i Sefarad, skal tage Sydlandets byer i besiddelse. Da skal befrierne drage op til Zions bjerg for at holde dom over Esaus bjergland. Kongemagten skal tilhøre Herren.


 


Rom 11,1: Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme.


Rom 11,27-29: Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort. I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.


Den holdning Paulus har til jøderne er et billede på den holdning enhver kristen bør have,

og han udtrykker sig således: i Rom. 9,1-5: 

Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte.  Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd.   De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen.



Efterfølgende er et citat fra Luthers bog "Om jøderne og deres løgne":


 


Min indskudtekommentar: "hvis du sammenligner  Luthercitatet herunder med de ovenforstående bibelcitater 

vil du ikke kunne være i tvivl om at Luther var på kollisionskurs med Gud.

Derfor vil jeg advare dig kraftigt imod at have for høje tanker om Luther."



 


 Kære kristne, vær opmærksom på og tro ikke at efter djævlen, har du ikke en mere bitter, giftig og voldsom fjende end en rigtig jøde, som ivrigt søger at være jøde. […] Derfor beskylder historiebøgerne dem ofte for at forgifte brønde, kidnappe og gennemstikke børn, som for eksempel i Trent, Weissensee, etc.[…] De holder os kristne fanget i vores eget land. De lader os arbejde i sveden fra vores øjenbryn for at tjene penge og ejendom, mens de sidder bag komfuret, ubeskæftigede, prutter og rister pærer. De propper sig, bæller, og lever i luksus og velvære fra vores dyrekøbte varer. Med deres forbandede åger holder de os og vores ejendom fanget. Yderligere, håner og spotter de os, fordi vi arbejder og lader dem spille rollen som dovne godsejere på vores bekostning og i vores land. Derfor er de vores herskere, og vi er deres tjenere, med vores ejendom, vores sved og vores arbejde. Og som belønning og tak forbander de vores Gud og os. Hvorfor skulle djævlen ikke le og danse, når han kan nyde et så smukt paradis på de kristnes bekostning? Han [djævlen] fortærer, hvad der er vores gennem hans helgener, jøderne, og tilbagebetaler os ved at fornærme os, i tillæg til hånen og forbandelsen af både Gud og mennesket.[…] Det er vores skyld, fordi vi ikke hævner alt det uskyldige blod fra vores Herre og de kristne, som de spildte 300 år efter ødelæggelsen af Jerusalem, og blodet fra de børn de har udgydt siden da (som stadig skinner ud fra deres øjne og deres hud). Vi er skyldige i ikke at dræbe dem. I stedet lader vi dem leve frit i blandt os til trods for deres myrderier, banden, blasfemi, løgne og bagvaskelse; vi beskytter og skærmer deres synagoger, deres huse, liv og ejendom. På denne måde gør vi dem dovne og sikre og opmuntrer dem til frækt at plukke os for vores penge og varer, mens de håner og spotter os, med den hensigt endelig at overvinde os, dræbe os for alle for en stor synd, og berøve os af alt vores ejendom. […] Hvad skal vi kristne gøre med dette afviste og fordømte folk: jøderne? […] Jeg skal give dig mit oprigtige råd:


 Først skal vi brænde deres synagoger eller skoler og begrave hvad der ikke kan brændes, således at intet menneske igen vil se en sten eller slagge af dem. […] For det andet, råder jeg at deres huse bliver raseret og ødelagt. For i dem tilstræber de, de samme mål som i deres synagoger. I stedet kan de måske indlogeres under et tag eller i en lade som sigøjnerne.  […] For det tredje, råder jeg til, at alle deres bønnebøger og talmudiske skrifter, fra hvilke denne afgudsdyrkelse, løgne, forbandelse og blasfemi, bliver undervist, bliver taget fra dem.


For det fjerde, råder jeg til, at det bliver forbudt for deres rabbinere at lære fra sig, fremover skal det straffes med at miste liv og lemmer. […] For det femte, råder jeg til, at frit lejde på landevejene bliver helt afskaffet for jøder. De har ingen gerninger i omegnen, da de hverken er herremænd, embedsmænd, handlende eller lignende. Lad dem blive hjemme. […] For det sjette, råder jeg til, at åger bliver forbudt for dem, og at penge og værdier af sølv og guld bliver taget fra dem og sat til side i sikker forvaring. […] For det syvende, råder jeg til, at putte en plejl, en økse, et hakkejern, en spade eller en ten i hænderne på unge, stærke jøder og jødinder og så lade dem tjene til deres brød i deres øjenbryns sved, som det var meningen for Adams børn. […] Når du kigger, eller blot tænker, på en jøde, så må du sige til dig selv: Ak den mund som der er for mit åsyn har forbandet og afskyet og været ondartet, hver lørdag, mod min kære herre, Jesus Kristus, som har frelst mig med hans dyrebare blod; tilmed har den [munden] bedt og tryglet foran Gud at jeg, min hustru og mine børn, og alle kristne må blive stukket til døde og forgå på en elendig måde. Og han [jøden] ville selv, med glæde, gøre dette, hvis det var muligt for ham, for at overtage vores ejendom. […]

Jeg ønsker og beder vores herskere som har jødiske undersåtter om, at udøve en skarp nåde mod dette usle folk, som foreslået ovenfor, for at se om det ikke hjælper (selvom det er tvivlsomt). De må agere som en læge, som når koldbrand har sat ind, fortsætter uden nåde med at save, skære og brænde kødet, årer, ben og marv. Sådan en procedure må også følges i denne sag. Brænd deres synagoger, forbyd alt jeg tidligere har opremset, tving dem til at arbejde, og tag hårdt affære mod dem, som Moses gjorde i ørkenen, ved at slå 3.000 ihjel så hele folket ikke omkom. […] Hvis dette ikke hjælper, må vi drive dem ud som gale hunde, så vi ikke bliver deltagere i deres afskyelige blasfemi og alle deres andre uvaner og på denne måde ville gøre os fortjent til Guds vrede og blive forbandet sammen med dem. Jeg har gjort min pligt. Nu bør alle andre gøre deres pligt. Jeg er frigjort. […] Mit essay, håber jeg vil udstyre en kristen (som på alle måder ikke har nogen lyst til at blive jøde) med nok materiale til ikke blot at kunne forsvare sig selv mod de blinde og giftige jøder, men også med evnen til at blive en fjende af jødernes ondskabsfuldhed, løgnagtighed, og forbandelse, og til at forstå, at ikke kun er deres tro falsk, men at de helt sikkert er besat af alle djævle. Må Kristus, vores kære herre, nådefuldt omvende dem og beskytte os trofast og ubevægeligt i vores tro på ham, som er evigt liv. Amen.