MENNESKEBUD

 

EGNE ARTIKLER

tredje samling

 

Salme 23,1-2:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, Han lader mig ligge i grønne enge,

Han leder mig til det stille vand.

John 10,14:

Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig,

MENNESKEBUD

Jeg har jo før argumenteret imod barnedåb, og jeg havde ikke forestillet mig at gøre det i endnu en artikel, men der er så sket det at min yngste datter er blevet gift ind i en familie med stærke bånd til folkekirken og IM, og hendes første barn (Theis) er lige blevet døbt i folkekirken. Under den efterfølgende middag rejste hendes svigerfar sig og holdt en tale for lille Theis, og lykønskede ham med at han nu "ikke bare delvist men fuldt ud er medarving til Guds rige", og det har gjort spørgsmålet om barnedåb og i det hele taget frelsesgrundlaget til et emne, der rumsterer i mit sind. Derfor denne artikel.

 

I Matt. 15,8-14 læser vi: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.« Og han kaldte skaren til sig og sagde: »Hør og forstå: Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.« Da kom hans disciple hen til ham og sagde: »Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?« Men han svarede dem: »Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode. Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.«

Jesus siger altså at hvis man blander menneskebud ind i undervisningen af Guds ord, så dyrker man Ham forgæves, og bliver man uren, og falder i grøften, og de, det tager imod ens vejledning falder også i grøften.

Det er alvorlig tale, men jeg kender ikke mange, der tager det helt alvorligt.

 

Hele Det nye Testamente er jo undervisning, der er skrevet til forholdsvis nye menigheder, der er grundlagt via apostlenes og Disciplenes missionsvirksomhed. Alle dem, der der tog imod evangeliet og blev født af Gud ved tro på at Jesus er Messias, blev døbt, som en naturlig konsekvens af deres omvendelse til Jesus. Derfor ”lå det i kortene” at al undervisning om dåb i de skrifter, der blev sendt til disse nye menigheder (skrifter, der blev til Det nye Testamente), blev givet ud fra den selvfølgelige antagelse at dåb er noget der følger omvendelse og en personlig bevidst bekendelse af tro på Jesus, som Messias. . Læser man barnedåb ind i det der på den baggrund blev skrevet om dåb, så forvrænger man budskabet, og det er der desværre mange der gør.

 

I det 3. århundrede postulerede biskoppen i Kartago (Cyprian) at der er ikke frelse uden for kirken, og senere udvidede Augustin af Hippo dette til at der kun findes frelse i kirken, og det i kraft af kirkens præsters forvaltning af sakramenterne.

Augustins lære kom til at danne grundlaget for kristendommen, som statsreligion i Romerriget efter Konstantin, og blev fundamentet for kirkens politiske magtudøvelse i romerkirken (pavekirken) i vest (med Rom, som hovedsæde), og i den ortodokse kirke i øst, (med Konstantinopel, som hovedsæde), i de kirker blev barnedåb et politisk værktøj til at gøre alle undersåtter til medlemmer af disse imperier. Det paradoksale er at da Calvin og Luther skulle forestille at rense ud i korruptionen i de magthavende kirkelige organisationer, så valgte de ikke at jævne det gamle ugudelige system med jorden, som det jo ellers er Guds princip. Nej i stedet for at søge tilbage til Bibelen, som eneste grundlag for tro og lære, så søgte de tilbage til kirkefædrene. Calvin kopierede mere eller mindre Augustin, hvis lære var grundlaget for den korrupte romerkirke, og Luther, der jo var augustinermunk overtog også megen gods fra Augustin, så læren om barnedåb fortsatte ind i de reformerede kirker.

Senere måtte mange i Europa og Storbritannien, som ønskede at praktisere troens dåb flygte fra de reformerede nationale kirker til Amerika for at kunne praktisere deres tro uden at risikere bøder, fængsel og andre repressalier.

 

Jesus betalte en ufattelig høj pris for at få mulighed for at gøre mennesker til sine medarvinger til Guds rige, og Bibelen lærer os i ganske klar tale at mennesker kan opnå dette ad to veje:

 

1ved tro på at Jesus er Messias. 1. Joh. 5,1a: Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud.

 

2ved at dø så ung at man stadig ejer Guds rige. Luk. 18,16: »Lad de små børn komme til mig,

det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.

På et tidspunkt bliver børn så gamle at de ikke automatisk ejer Guds rige,

men vejen til Guds rige går via omvendelse og tro på at Jesus er Messias.

 

Havde barnedåb været en tredje vej, så er jeg fuldstændig overbevist om at dette ville have været undervist lige så klart i Bibelen, som de 2 andre veje.

 

Slutbemærkning:

Husk at den, der dyrker Jesus via en blanding af Guds Ord, og menneskebud gør det forgæves.