EGNE ARTIKLER
tredje samling

BRYLLUPSFESTEN OVER ALLE BRYLLUPSFESTER

Vi kan læse således i Matt. 22, 1-14:  Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:  »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup.  Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.  Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet!  Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel.  Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.  Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.  Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet.   Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.   Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på.   Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav.  Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.  Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«

Den store bryllupsfest er et billede på det rige, som er Guds endelige mål med skabningen.

 Der er indbygget flere oplysninger i det skriftcitat jeg indledte med. Dem vil jeg kommentere under de blå overskrifter herunder.

Der er nogle, der er indbudt!

Men hvem er indbudt?:

Det er jo helt klart at det jødiske folk var de oprindeligt indbudte. De blev indbudt på den måde at de var det folk, Gud indgik en pagt med. Det kan vi blandt andet læse om i 2. Mos. 19, 1-8:   I den tredje måned efter at israelitterne var draget ud af Egypten, netop den dag kom de til Sinajs ørken.  De brød op fra Refidim og kom ind i Sinajs ørken og slog lejr i ørkenen. Dér slog Israel lejr over for bjerget, og Moses gik op til Gud. Herren råbte til ham fra bjerget og sagde: »Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne:  I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig.  Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig.  I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne.«  Moses kom tilbage og kaldte folkets ældste til sig og forelagde dem alt det, Herren havde befalet ham, og folket svarede alle som én: »Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre.« Moses bragte folkets svar til Herren.

Nogle er udvalgt!

Bemærk her at selv om det bærende element i pagten er Guds trofasthed og ordholdenhed, så satte Gud en betingelse:  ”hvis i adlyder mig”. Mener Gud hermed at hvis de overtræder bare et eneste af de bud Gud gav dem der ved Sinai, så ophæves pagten og kaldet, så indbydelsen er annulleret?  Nej det gælder for jøder, som for alle andre at det er de udvalgte, der får adgang til bryllupsfesten.

  Betyder det at Gud på forhånd har udvalgt nogle til frelse, og nogle til fortabelse? Nej, det med udvælgelse skal forstås i lyset af 1. Pet. 1,1-2:  Fra Peter, Jesu Kristi apostel. Til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag, i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien, og som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helligelse er udvalgt til at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod. Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål!

Gud ved på forhånd hvem der vil tro Ham, og de er de udvalgte!

Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet.  

Gud har allerede besluttet hvor mange, der skal være med til brylluppet, og da størstedelen af jøderne i første omgang sagde nej tak, så indbød Han hedningerne (heriblandt du og jeg), Gud har en ide om hvor mange hedninger, der skal med, og også om hvor mange jøder, der skal med. Det kan vi se af Rom. 11, 25-26:Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind;  så skal hele Israel frelses –

Uden bryllupsklæder ingen adgang!!

Lad mig gentage dette fra det indledende bibelcitat: Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på.  Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav.  Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.

Ham, der ikke havde bryllupsklæder på mødte garanteret ikke nøgen op, nej han mødte op i sine egne klæder, som symboliserer hans egne ”retfærdige” gerninger.

Vi læser i Åb. 19,5-8:Og der kom en røst fra tronen: Lovpris vor Gud, alle hans tjenere,I som frygter ham, både små og store.  Og jeg hørte lyden som af en stor folkeskare og som af vældige vande og som af stærk torden, som sagde: Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten, lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder – for linnedklæderne er de helliges retfærdige gerninger.

 Enhver, der kender bare lidt til sin Bibel ved at Lammets brud er den sande kirke, som er skaren af sande troende (et åndeligt hus bygget af levende sten), og bryllupsklæderne beskrives her, som de helliges retfærdige gerninger, men hvordan skal vi forstå det, når der siges således i Es. 64,5a:Vi blev alle som den urene, og al vor retfærdighed blev som snavset tøj. Vi visnede alle som løv.

I grundteksten står der "alle vore retfærdige gerninger blev som snavset tøj".

Er dette et eksempel på at Gud modsiger sig selv?

Nej, for vi læser i Joh. 6, 28-29:Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?«  Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.«

De retfærdige gerninger er altså troen. Men hvilken tro? Det har jeg skrevet en anden artikel om, som du kan se ved at klikke her.

Da jøderne sagde nej tak til indbydelsen gik det for dem, som forudsagt i 5. Mos. 18,18-19:Jeg vil af deres egen midte lade en profet som dig fremstå for dem, og jeg vil lægge mine ord i hans mund. Han skal forkynde dem alt det, jeg befaler ham, og den, der ikke adlyder mine ord, som han taler i mit navn, vil jeg kræve til regnskab.

Talmudiske jøder er enige i at 5. Mos. 18,18 taler om Messias. Rigtig mange jøder tog imod Jesus, som værende deres Messias, men størstedelen gjorde ikke, og i tiden efter Jesus er de så sandelig kommet til at stå til regnskab, men Han har ikke vendt dem ryggen, som desværre mange falske lærere lærer (erstatningsteologi) . Det kan vi se i  Rom. 11,1-8: Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme.  Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. I ved jo, hvad Skriften siger i stykket om Elias, hvordan han træder frem for Gud og anklager Israel:  »Herre, dine profeter har de dræbt, og dine altre har de revet ned; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.«  Men hvordan lyder guddomssvaret til ham? »Jeg har stadig syv tusind mænd tilbage, der ikke har bøjet knæ for Ba'al.«  Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde.  Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde.  Hvad kan vi da slutte heraf? At det, som Israel stræber efter, har det ikke opnået, men de udvalgte har opnået det. De andre blev forhærdet – som der står skrevet: »Gud har givet dem en søvnens ånd, øjne, som ikke ser, og ører, som ikke hører, indtil den dag i dag.«, og videre i vers 11-12 læser vi:   Jeg spørger nu: Snublede de, for at de skulle falde? Aldeles ikke! Men ved deres fald kom frelsen til hedningerne for at ægge dem til misundelse.  Og betød deres fald rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det så ikke betyde, når de kommer fuldtalligt ind.

Gud valgte at nå ud til alle kroge af verden via det jødiske folk på trods af (eller måske på grund af) deres stivnakkethed, og stivnakkede, som vi er (jøder, som ikke-jøder), så ønsker Han at bruge os til at indbyde alle vi møder (onde som gode - dem vi ikke kan lide, såvel som dem vi kan lide) til den ultimative bryllupsfest i Himmeriget. Vi er alle forskellige, og det er meget forskelligt hvor stor en omgangskreds vi hver især har, men uanset omgangskredsens størrelse bør vi sørge for at hver enkelt af dem får en indbydelse. Vi kan indbyde dem mundtligt, eller sådan, som det er beskrevet her i Matt. 5,16:Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.

Er de bedste indbydere dem, der er vellidt af alle mennesker?

Jesus siger således i Matt. 24,9:Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn.

At folk elsker os er åbenbart ikke bevis for at vi er gode kristne, men der findes masser af eksempler på folk der hadede kristne på grund af deres vidnesbyrd, men som alligevel er blevet omvendt ved at betragte de sande kristnes livsførelse. Det naturlige menneske hader Jesu navn, men er alligevel tiltrukket af det liv de ser i en sand kristen.