EGNE ARTIKLER
tredje samling

Som enlig handikappet pensionist (først førtidspensionist og nu folkepensionist) har jeg brugt hovedparten af min tid og energi på at række ud til folk med evangeliet, og budskabet om at Bibelens Gud er skaber af både universet og os, men der er en ting, som stort set hele vejen igennem har været mig en bekymring og en  ærgrelse. Det er  at jeg har tænkt:

Hvis én eller flere af dem, jeg får kontakt med ønsker at blive en del af et kristent fællesskab, hvilket fællesskab kan jeg med så god samvittighed henvise dem til? For jeg har forgæves ledt efter et kristent fællesskab, som bygger ene og alene på Guds ord, og ikke i deres lære har inkorporeret menneskelære, hvilket jo var det Jesus skældte ud over med ordene i Matt. 15, 7-9:Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde:  Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig,  forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.«

Og nogle af de sidste ord vi kan læse i Bibelen er Åb. 22,18-19:Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog,  og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog.

Så den der lægger til eller rækker fra vil altså gå fortabt, og dem, der forkynder en lære, hvor der er lagt til eller trukket fra, fører andre i fortabelse, hvis disse vælger at følge denne lære.

Når jeg nævner denne bekymring for mine kristne venner får jeg gerne at vide at jeg ikke skal være så kritisk, for jeg vil alligevel aldrig finde den fejlfrie eller perfekte  menighed, og så selvfølgelig den klassiske: ”hvis du finder en perfekt menighed, så meld dig ikke ind i den, for så er den ikke perfekt længere”,

så holdningen er generelt er at det kan være ligegyldigt hvem jeg henviser søgende mennesker til, og den holdning man normalt giver udtryk for er: Der er så mange forskellige trosretninger fordi Bibelen kan tolkes på så mange forskellige måder, og hvem har ret til at dømme hvem  der er ret. Kun Gud kan dømme i dette, så lad derfor bare stå til!

Jeg tænker så på Jesus ord i Matt. 7, 13-14:Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.   Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!

Jesus sagde på intet tidspunkt at fordi den port der fører til frelse er så snæver, så er det frugtesløst at bruge tid og energi op at finde den, og man risikerer jo bare  at blive uvenner med flertallet, nej lad stå til og slut jer ukritisk til hvem som helst. De der slår ind på den brede vej vil sikkert ved Guds nåde vågne op inden det er for sent, og så vælge den snævre port, for alt er jo af nåde, og vi kan intet udrette til vores egen frelse! Jesus har aldrig sagt noget i den retning, og intet sted i epistlene finder vi den tankegang!  

Det er rigtigt at vi ikke kan frelse os selv via lovgerninger, men vores frelse er nu altså afhængig af at vi ender op med at følge den Jesus, som er defineret ved Bibelens sunde lære, og holder ud til enden med det. Og Hvis Gud betror mig at vejlede et søgende menneske, så ville jeg være meget ukærlig imod dette menneske, og også ulydig imod Guds bud ved at henvise dette søgende menneske til en kreds af mennesker, der forkynder en blanding af Guds ord, og menneskebud. Selv om det kun er de få, der kommer igennem den snævre port,  så er disse få jo et udtryk for at der rent faktisk findes nogle der ikke trækker fra eller lægger til i Guds ord,

  og disse mennesker bør vi ikke blive irriterede på af den årsag, fordi de uvægerligt i deres stædige holden fast i princippet ”Guds ord alene” kommer til at virke lidt provokerende på andre (flertallet). Men hvordan finder man den snævre port, og hvordan lykkes det at komme ind?

Jo jeg tror det har meget (måske alt) med ens fortold til sandhed at gøre. Jesus sagde om sig selv at Han er sandheden, og jeg tror ikke at det er nogen tilfældighed at Han beskriver sig selv, som sandheden. Jeg tror det har at gøre med at sandhed har topprioritet hos Gud, for vi kan læse i 2. Thessaloniker kapitel 2 at dem, der ikke tager imod kærlighed til sandheden vil Gud sende vildfarelsens magt over, så de tror løgnen og går fortabt.

Jeg vil derfor konkludere at hvis man definerer den perfekte menighed på den måde at den aldrig snubler og falder i synd, så er det rigtigt at den perfekte menighed findes ikke, men jeg tror at den perfekte menighed i Guds øjne er den menighed, der har taget imod kærlighed til sandhed, og som Helligånden derfor har mulighed for at vejlede til lydighed imod, og en ret forståelse af Guds ord, så de ikke lægger til eller trækker fra i deres lære. Jesus sagde i Matt. 10,37:Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.

Det er hård tale, og jeg tør godt udvide det til at sige at den der elsker deres vennekreds, højere end Jesus (som jo ifølge Johannesevangeliet er Guds ord) er ikke Jesus værd, og selv om opgaven kan virke håbløst, så vil jeg ikke holde op med at opfordre folk til at sætte bibelens sunde lære over alt andet, og aldrig at gå på kompromis, for jeg er sikker på at den der af et ærligt hjerte søger efter ret forståelse af guds ord vil finde det, for Gud siger sådan i Jer. 29 13-14:Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren, og i Joh. 14, 23-24:»Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

Konklusion:

Den perfekte menighed er faktisk en mulighed, for den perfekte menighed er ikke nødvendigvis en menighed, der er absolut befriet for syndens lyst, for selv Paulus måtte skrive således i Rom. 7, 18 - 21:Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde.

Den perfekte menighed er altså ikke en menighed, som er fuldstændig asketisk og løsrevet fra det menneskelige legeme, som er underlagt synd, nej den perfekte menighed er den menighed, der fuldt ud har taget imod kærlighed til sandhed, og som holder fast ved Guds ord. I en sådan menighed vil Gud og Jesus ifølge Jesu løfte komme og tage bolig, og det vil jo mildest talt være perfekt.

Jeg vil slutte med at give dem, der er gode til engelsk mulighed for at se en god undervisning om Guds syn på det at blande sandhed og løgn, og her vil jeg lige påpege at når Jesus sagde om det lunkne vand i Laodikea  at Han ville udspy det af sin mund, så ligger der i den græske grundtekst det at det gav Ham brækfornemmelse (kvalme). Du kan se undervisningen ved at klikke her.