EGNE ARTIKLER
tredje samling

En eller anden tænker/filosof, som jeg ikke husker navnet på, sagde således: ” den der ikke vil opgive tryghed for frihed, fortjener ingen af delene.

Under ørkenvandringen på vej til det forjættede land efter at Gud havde udfriet israelitterne fra slaveriet i Ægypten begyndte de at beklage sig, som her i ” 4. Mos. 11,5: Vi husker de fisk, vi frit kunne spise i Egypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, løgene og hvidløgene. De var utilfredse med den føde Gud gav dem på vandringen, og så var de hele tiden afhængige af Ham for at få føden. I Ægypten var de slaver men det havde de vænnet sig til i en sådan grad at det føltes som tryghed. Vi mennesker har lettere ved at føle tryghed i et system, som er styret af mennesker, end vi har ved at lægge vore liv i Guds hænder. Det gjaldt for israelitterne, selv om de med egne øjne havde set  hvor mirakuløst Gud havde udfriet dem fra slaveriet.

Med det de havde bevidnet, burde de have stolet på Guds løfte om og evne til at føre dem sikkert frem til det forjættede land, men de længtes tilbage til slaveriet, hvor systemet garanterede dem agurker, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg. Og det gælder for os i dag. Med frihed følger risiko, og det føles farligt, men risiko er faktisk bare en anden måde at stave muligheder på. Med fuldstændig frihed følger det at man falder og slår sig en gang imellem, men man får samtidig muligheden for at opleve glæden ved at rejse sig igen og komme videre.

 I aftes stod jeg på min terrasse og nød aftenen, da to små fugle i indbyrdes leg fløj så tæt forbi mit hoved at de var tæt på at ramme mig. Umiddelbart efter lød der et bump bag mig, og kvidder i hækken et stykke til højre for mig. Den ene var fløjet ind i ruden  i min terrassedør, den anden sad i hækken og pippede. Den, det havde ramt terrassedøren sad på fliserne lige foran døren og var tydeligvis halvt bedøvet. Jeg havde sådan en kyst til at løfte den og trøste den med den min højre hånd, den hånd  som  fungerer, men jeg indså at jeg ikke rent fysisk havde mulighed for at hjælpe den. I stedet bad jeg inderligt Gud om at hjælpe den. Den næste halve times tid vendte jeg tilbage igen og igen for at se hvordan det stod til med den. Den sidste gang jeg vendte tilbage var den begyndt at bevæge hovedet hurtigt fra side til side, som en rask fugl jo gør, og så pludselig fløj den ud i friheden.

 Generelt kan man sige om EU’s befolkninger med undtagelse af de gamle østlande, som stadig har kommunismen i frisk erindring, og englænderne, som helt tilbage fra  Boudiccas tid (i år 61) har kæmpet imod at blive en del af Europa, og nu altså stemte for Brexit

at de gerne ofrer deres frihed på tryghedens alter. De vælger at tro at ikke-valgte bureaukrater er bedre til at styre deres tilværelse end de selv er, for det at have ansvaret for sin egen tilværelse opleves som farefuldt, så det er bedst at lægge tilværelsen i hænderne på ”eksperter”, og man føler sig jo ”frie” som aldrig før, men den form for frihed de oplever er beskrevet af Paulus med disse ord i Rom. 6,20:Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden.

Det at trælle under synd føles, som frihed,  men det er friheden til at følge kødets lyst og leve umoralsk. Så homoseksuel livsstil, ægteskabsbrud og provokeret abort selv uden medicinsk begrundelse er blevet normen.

   Gud udtrykte sin lov i nogle få enkle bud, mon ikke  alle enten kender, eller har kendskab til de 10 bud.

Jeg husker dastatsminister Anker Jørgensen sagde at han ville lave et samfund med et sikkerhedsnet, der skulle være så fintmasket at ingen kan falde igennem. Problemet med den måde det er blevet gennemført på er at det bygger på overtrædelse af i hvert fald 2 af Guds 10 bud:

1. du må ikke stjæle

2.  du må ikke begære andres ejendom.

Vores såkaldte velfærdsstat  bygger på begær efter frugten af andre folks indsats: Man tager fra alle og fordeler det til alle! Velfærdsstaten bygger også på tyveri. For det er tyveri når man straffer (med en forhøjet skatteprocent) dem der arbejder hårdt, og derfor måske tjener godt. Jeg anerkender fornuften i at alle er med til at betale for vejnettet, og den slags, men at beskatte fra de arbejdsomme særlig højt og give det til de dovne er umoralskt.

Ud over det er vores system funderet på overtrædelse af endnu et bud:

Du må ikke lyve!

Jeg vil her citere en populær vittighed: Hvordan kan man vide hvornår en politiker lyver?: Jo, hvis der kommer ord ud af munden på ham!

    Alle ved at man ikke kan stole på politikere. Måske er ikke hver eneste politiker en løgner, men han sidder med i en gruppe, som kollektivt lyver næsten kontinuerligt, og af hensyn til sin egen tryghed tier han og samtykker derved med løgnerne. Han vil ikke risikere sin egen tryghed for friheden til at afsløre løgnen. Resultatet af altid at søge tryghed hos regeringen i stedet for hos Gud er mindre og mindre sand frihed, og mere og mere slaveri under et system, der har forkastet det værdisæt, som Gud ønsker vi skal leve efter.