EGNE ARTIKLER
tredje samling

HVORNÅR SKAL MAN DØBES?

Paulus skriver i Gal. 2,19:Jeg er korsfæstet med Kristus.

Hvem er korsfæstet med Kristus? Jo, det er den gamle natur (det gamle menneske), det ser vi af Gal. 5,24:De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.

Og det er jo klart nok, for Gud arbejder ikke på den måde at Han ”reparerer” et syndigt menneske, nej, Det gamle skal dø, så et nyt retfærdigt menneske kan fødes [ved tro på at Jesus er Kristus (Messias på hebræisk)]

1. Joh. 5,1:Enhver, som tror, at Jesus er Kristus , er født af Gud.

Vi læser i  Rom. 6,4-6:Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.   For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.   Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden;

Dåben symboliserer altså begravelse og opstandelse, og man begraver jo ikke folk levende. Først skal det gamle menneske dø med Kristus (ved troen). Så kan man begrave (døbe)

Ret dåb følger altså efter omvendelse!

Desuden:

Bibelens samlede budskab viser os at Guds undervisningsmetode er Midrash, som grundlæggende betyder at Gud bruger mashals. Jesus bruger meget lignelser, og en lignelse er faktisk en slags forlænget mashal. Dåben er en mashal,som forklarer og demonstrerer noget om hvad, der sker i den åndelige verden akkurat, som Jesus bruger fødsel, som et billede [(en mashal) på en åndelig realitet (at blive født på ny)]. Nederst på siden her har jeg indsat et PDF dokument, som forklarer lidt om mashals og nimshals.

                      OPFØLGNING:

 Nu her 6 år efter at ovenstående blev skrevet vil jeg følge op med nogle få  bemærkninger:

I Ap. Ger. Kapitel 8 læser vi om Filip og den etiopiske hofmand:

Herrens engel talte til Filip og sagde: »Bryd op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem til Gaza; den er øde.«  Og Filip brød op og gik. Der var en etiopier, en mægtig hofmand hos etiopiernes dronning Kandake, som forvaltede alle hendes skatte; han var kommet til Jerusalem for at tilbede  og var på vej hjem og sad i sin vogn og læste profeten Esajas.  Ånden sagde til Filip: »Gå hen til den vogn og hold dig tæt op ad den!«  Filip løb derhen, og da han hørte manden læse af profeten Esajas, spurgte han: »Forstår du også det, du læser?«  Han svarede: »Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?« Og han bad Filip om at komme op i vognen og sætte sig hos ham.  Det afsnit i Skriften, han læste, var dette:

      Som et får, der føres til slagtning,

som et lam, der er stumt, mens det klippes,

      således åbnede han ikke sin mund.

        I fornedrelsen blev hans dom taget bort.

      Hvem kan fortælle om hans slægt? For hans liv blev taget bort fra jorden.Hofmanden spurgte Filip:

»Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?«  Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham.  Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: »Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?«   Filip sagde: »Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.« Han svarede: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.«  Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham.           

Men da de kom op af vandet, bortrykkede Herrens ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; han fortsatte sin rejse med glæde.

 Den helt klare forudsætning for at Filip ville døbe hofmanden var at han skulle bekende sin personlige tro på Jesus Kristus.
Jeg har aldrig i mit liv hørt et spædbarn bekende sin tro på Jesus Kristus!  Ved barnedåbsritualet tilspørger man ganske vist forældrene om barnet tror. Men faktisk tror jeg at rigtig mange ikke-troende lader deres børn døbe, men de svarer ja til spørgsmålet, for ellers ville dagens fest jo være ødelagt, og for øvrigt kan man ikke frelses på et andet menneskes tro. Barnet vil kun komme til at se Guds rige, hvis det enten dør inden det har nået en alder hvor det er blevet bevidst nok til selv at kunne tage stilling til Jesus, For Jesus siger et andet sted at Guds rige tilhører de små børn, der stadig skal bæres rundt, som altså er så små at de ikke kan tage stilling til åndelige spørgsmål. eller det senere kommer til personlig tro og omvendelse.

Ydermere, så gælder det at alt det apostlene skriver om dåb i deres breve, det skriver de til menigheder, hvor medlemmerne har gennemlevet det at få evangeliet forkyndt, og derved er kommet til tro og omvendelse, for derefter at blive døbt. Det er på den baggrund de derfor forstår det der siges om dåb i brevene, og det skal vi også gøre, for brevene er skrevet for at undervise os.

 Der er så yderligere det at en ansvarlig og redelig måde at forstå en sag på(for eksempel i en retssag), er at tolke det lidt uklare bevismateriale i lyset af de klare beviser. Det samme gælder tolkning af Bibelen: Vi skal forstå de mindre klare tekstpassager i lyset af  de klare.

De der går ind for barnedåb forsvarer det næsten altid med de eksempler Bibelen nævner på at en person kom til tro, og han og hele hans hus blev døbt, og man antager så at der var spædbørn til stede, som blev døbt. Det er et eksempel på det jeg kalder at bruge noget uklart til at underbygge en lære, for vi har ingen sikkerhed for at der overhovedet var spædbørn til stede, som så blev døbt. Var der spædbørn til stede, som blev døbt, så er det alligevel ikke bevis på at barnedåb er rigtig, for der kunne godt være foregået noget, som ikke var helt ret, det siger Bibelen ikke noget om. Der er rigeligt med eksempler og undervisning i Det Nye Testamente på at dåb var noget der fulgte efter personlig omvendelse. Disse eksempler er refereret på en måde, der klart viser at det er den rette dåbs-lære, så de ”trumfer” de uklare skriftspassager, som, man  begrunder læren om barnedåb med.

Der er så også 1. Pet. 3,18-21:For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden,  og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem;  det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand.  Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse,

Hvem kan have en god samvittighed over for Gud og så indgå en god samvittigheds pagt med Ham? Det kan kun den, hvis gamle syndige menneske ved troen er korsfæstet med Kristus. Det gamle korsfæstede menneske skal begraves (i dåben), så et nyt genfødt menneske kan opstå. På det grundlag kan Peter tale om at dåbens vand frelser.