OM ADGANG TIL GUDS RIGE


EGNE ARTIKLER

tredje samling


Salme 23,1-2:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, Han lader mig ligge i grønne enge,

Han leder mig til det stille vand.

John 10,14:

Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig,

OM ADGANG TIL GUDS RIGE

Jesus sagde sådan til Nikodemus iJoh. 3,3:»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«,

og videre i vers 6:

Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.

 

Vejen til Guds rige går altså igennem det at blive født af Ånden, så man åndeligt set bliver en ny skabning, som er retfærdig fordi Ånden ikke føder noget, der er uretfærdigt. Hvordan man bliver født af Ånden får vi at vide i 1. Joh. 5,1:Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud.

 

Adgangen til Guds rige er altså troen på at Jesus er Kristus. Det er ikke troen på Jesus som frelser, der frelser, men troen på at Jesus er Kristus. Altså at Han er Messias (den salvede).


Vi kan læse således i Luk. 23,32-43: Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom?  Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.«  Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

Den ene forbryder sagde »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.«   og bevidnede dermed sin tro på at Jesus var den ventede Messias, og erkendte samtidig at han selv fortjente døden for sine handlinger. På grund af hans tro og syndsbekendelse fik han adgang til Guds rige, og det uden dåb.

 

I Matt. 19,13-14 læser vi: Så bar de nogle små børn til Jesus, for at han skulle lægge hænderne på dem og bede; disciplene truede ad dem, men Jesus sagde: »Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er deres.«

De børn der her var tale om var så små at de skulle bæres, og når Jesus sagde at himmeriget er deres, så sagde han ikke at det var under forudsætning af at de blev døbt1 Jesus knyttede ingen betingelser overhovedet til udtalelsen om at himmeriget tilhører de små børn,

men hvordan skal vi så forstå det der siges i Rom. 3,10:Der er ingen retfærdig, ikke en eneste.   

 Jo vi skal selvfølgelig læse videre frem i kapitel 3, som i versene 11-19 siger :   Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.  De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt ikke en eneste.  Deres strube er en åben grav, med deres tunger taler de svig; der er slangegift under deres læber, deres mund er fuld af forbandelse og forbitrelse.  De er rappe på fødderne til at udgyde blod.  Vold og ulykke er på deres veje; fredens vej kender de ikke.  Gudsfrygt har de ikke for øje.  Og vi ved, at alt, hvad loven siger taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud.

Versene 11-19 taler til folk, hvis strube er en åben grav, og tydeligvis ikke til umælende spædbørn.

Personligt tror jeg ikke at en retfærdig Gud vil dømme et spædbarn, der ikke er i stand til at tage stilling til noget som helst til en evighed i helvede, men vi ved jo at hvis det barn lever videre, så vil det der siges i versene 10 til 19 komme til at gælde for det menneske på et eller andet tidspunkt medmindre vedkommende i mellemtiden er blevet omvendt,og er blevet en Jesu discipel. Der kommer altså et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor vedkommende i Guds øjne er uretfærdigt, på grund af 


syndighed og derfor vil blive dømt til Helvede hvis vedkommende dør på det tidspunkt, men hvornår indtræffer det tidspunkt så?

Jeg tror det er når Gud vurderer at det menneske er tilstrækkeligt modent til at tage stilling for sig selv omkring vedkommendes holdning til Gud, og derfor kan stilles til ansvar. Det gælder hele jordens befolkning. Også dem der aldrig har hørt evangeliet, for Rom. 1, 19- 21 siger: Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem.  For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning.  For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte.

 

Siger jeg at dåb er unødvendig?

Nej absolut ikke, men jeg vil påpege noget jeg er blevet opmærksom på, som blev lidt af en åbenbaring for mig: 

Jeg fulgtes som barn med mine forældre til møder i Indre mission og i kirke i folkekirken,

og vi var trofaste med at komme disse steder. Der lærte vi at barnedåben er en gave, der skal pakkes ud på et eller tidspunkt, og at det sker når man kommer til personlig tro. Når nogen gik så langt, som at sige at det lille barn blev født på ny i dåben, så vidste jeg inderst inde at det var løgn, men jeg voksede alligevel op med den opfattelse at selvfølgelig skal vi døbes, men om vi bliver døbt før eller efter at vi kommer til tro er ligegyldigt.

Her er det at jeg har måttet erkende at jeg har levet med en forkert opfattelse, og det gik op for mig da jeg fandt ud af at vi kalder den dag hvor  Jesus genopstod for påskedag fordi romerkirken flyttede påsken til at falde sammen med fejringen af den babylonske gudinde Eostra (ishtar), som i Ezekiel bliver kaldt Tammuz, og i Jeremias bliver kaldt Himmeldronningen (som jo er det katolikkerne anser Jomfru Maria for at være, men det er en længere historie det med moder-søn religionen, som kan spores lige fra romerkirken over Ægypten tilbage til Babylon). Det er ikke svært at se hvordan Ishtar blev til ostern på tysk og easter på engelsk.

Ifølge bibelsk jødedom, som på ingen måde må forveksles med vore dages talmudisk jødedom, så stod Jesus op fra de døde på førstegrødens dag. Han blev henrettet 3 dage tidligere for så at blive begravet, og opstå tidligt om morgenen på førstegrødens dag. Det hænger perfekt sammen med at Jesus bliver kaldt førstegrøden af de hensovede her i 1. Kor. 15,20:Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen.

Det der ligger i dette er at vejen til Guds rige er åndeligt at gennemgå det samme, som Jesus gennemgik legemligt: Død, begravelse og opstandelse.

Når et menneske tager imod Guds kald til omvendelse, og kommer til tro på at Jesus er Kristus (Messias) så dør det gamle menneske med Jesus, og så skal den afdøde begraves (ned i vandet), og derefter genopstå, som et nyt menneske (op af vandet) Gud har altid undervist på den måde at Han bruger fysiske begivenheder som et billede på hvad der sker i det åndelige, og selv om man kan komme ind i Guds rige ved sand tro alene uden at blive døbt, så tror jeg at Gud glæder sig  det når vi følger Hans anvisninger, som for eksempel at lade dåb følge omvendelse.

Vi forældre glæder os når vore børn er lydige og følger vore anvisninger, og sådan har vi det fordi vi er skabt i Guds billede, og ligner Ham på det punkt.

 

Fuldstændig retfærdighed, eller en retfærdighed, der matcher Jesu retfærdighed giver adgang til Guds rige, så det er selvfølgelig også teoretisk muligt at komme i Guds rige ved at leve hele livet absolut syndfrit, men det er kun en teoretisk mulighed, for intet menneske er i stand til at leve op til Guds standard. Man må få givet Jesu retfærdighed ved at det gamle menneske dør sammen med Jesus, så et nyt retfærdigt menneske kan fødes af Gud, eller også må man dø inden man har nået den grad af modenhed, hvor en retfærdig Gud kan holde én ansvarlig. Det er de 2 realistiske muligheder, der findes. Den med at leve retfærdigt kan vi godt glemme, for Esajas 64,5 fortæller os: Vi blev alle som den urene, og al vores retfærdighed blev som snavset tøj. Vi visnede alle som løv.


Fodnoter:

1.

Vi læser i Joh. 4 1-2: Da nu Jesus fik at vide, at farisæerne havde hørt, at han vandt flere disciple og døbte flere end Johannes – det var ganske vist ikke Jesus selv, men hans disciple, der døbte.

Man praktiserede dåb før Jesus kom. Det var proselytdåb, i forbindelse med at hedninger konverterede til jødedommen, men ellers var der jo Johannes døberen, der døbte som en forberedelse til Jesu komme og  virke. Johannes overbeviste folk om synd og nødvendigheden af omvendelse fra syn. Hans dåb kan sammenlignes lidt med nytårsløfter, hvor folk lover sig selv at ændre livsstil på et bestemt område af deres liv.  (stoppe med at ryge elle spise usundt eller lignende). Vi ved jo alle at det er sjældent at folk klarer at overholde disse nytårsløfter, for de har ikke kraft til at gøre det. Der er først med den dåb, som Jesus indførte, som er en følge af at være blevet en Jesu efterfølger, som resulterer i at man får Helligånden som gave, at man får kraft til at ændre livsstil. Ap. Ger. 2,38: Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.