EGNE ARTIKLER
tredje samling

ET PROBLEMATISK PÅBUD

Hvordan skal vi forholde os til dem, der ser på sig selv, som kristne, men lever et liv, der er i klar modstrid med Guds ord?

Vi læser i 1. Kor. 5,11-13: Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver. I må heller ikke spise sammen med sådan en.   Er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme?   Dem udenfor skal Gud dømme. »I skal udrydde den onde af jeres midte.«

Årsagen til at Paulus skrev det ovenfor citerede er at der i Korintermenigheden fandtes en person, som levede utugtigt sammen med sin mor. Det ser vi her i 1. Kor. 5,1-8: Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru.  Og så er I tilmed indbildske! Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der har gjort dette, fjernes fra jeres midte? Hvad mig angår, så har jeg, personligt fraværende, men åndeligt nærværende, allerede fældet min dom over den skyldige, som om jeg virkelig var til stede:  Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesu kraft overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag.  Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

her behandles altså problemet med brødre og søstre der lever utugtigt (seksuelt umoralsk).

I 1. Tessalonikerbrev behandler Paulus problemet med dem, der ikke gider arbejde for føden, men lever på nas, og han siger så således i 2. Tess. 3,6-7: Vi påbyder jer, brødre, i vor Herre Jesu Kristi navn at holde jer fra enhver broder, der lever et uordentligt liv og ikke holder sig til den overlevering, de modtog af os.   I ved jo selv, hvordan I bør efterligne os. Vi levede ikke uordentligt blandt jer, og vi fik ikke kosten gratis af nogen, men fik den ved at arbejde under slid og møje nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde,

I dagens verden med al vor politiske korrektnes fristes vi ofte til at lukke øjnene for brødre og søstre, der lever i åbenlys ulydighed overfor Bibelens anvisninger for et kristent liv. Jeg selv kom i en periode i en folkekirke, hvor der var en lille sammenspist gruppe, som præsten var en del af. Gruppen anså sig for at være hengivne kristne (sådan lidt i modsætning til de almindelige ”folkekirkekristne”, der ellers havde deres gang i den pågældende kirke).

  To ægtepar i denne gruppe byttede på et tidspunkt koner,men fortsatte med at være en integreret del af gruppen nærmest som om intet var hændt. Hvordan skal de almindelige ”folkekirkekristne” kunne tage sådan en gruppe alvorligt, og med hvilken begrundelse skal man kalde disse ”folkekirkekristne” til omvendelse – til fuld overgivelse til Kristus?

  Jeg kom i 14 år i en pinsekirke, og særligt i begyndelsen slog det mig at jeg aldrig i mit liv havde oplevet så stor en koncentration af førtidspensionister begrundet i vanskeligt efterprøvelige psykiske lidelser, stress og/eller fysiske småskavanker. Igen:

Hvordan oplever verden sådan et vidnesbyrd? Udgør deres liv et stærkt kald til overgivelse til Kristus?

Medens jeg skriver disse ord indser jeg stærkere end nogensinde før at mit eget liv ikke har været et godt vidnesbyrd, og det bliver klart for mig at vor eneste chance for at være et overbevisende vidnesbyrd er ved at være en del af et fællesskab af fuldt overgivne genfødte mennesker, som kan træde ind og hjælpe med at holde én på vejen og rejse én op når man falder. Det er dog vanskeligt at finde i dag hvor der er almindelig konsensus om at man ikke må dømme andre, og der derfor ikke findes  kraft til at rense den gamle surdej ud. Der findes dog fællesskaber visse steder i verden, hvor man tager Guds ord alvorligt nok til at leve det kristne budskab ud. Det kan du få et vidnesbyrd om det ved at klikke her.

Eftertanke

Du, der læser dette har måske ofte med din mund bekendt: ”Bibelen er Guds sande åbenbaring, og er den eneste rettesnor for liv og lære”

Spørgsmålet er dog: er din bekendelse andet end ”varm luft ud af munden”, eller er du/jeg beredt på at leve din/min bekendelse ud i praksis når det bliver rigtig problematisk og krævende??