EGNE ARTIKLER
tredje samling

JEHOVAH

Dette er Guds personlige navn, sådan som vi bruger personnavne i dag. Dette Guds personlige navn bruges altid på en måde, hvor det beskriver Gud, som hellig. 

Fordi Gud er hellig, så hader Han synd, og fordi Han er retfærdig må Han straffe synd, men fordi Han elsker synderen, så er det Jehova, der sørger for udfrielse/frikøbelse, og dette er det fremtrædende navn, hvor Gud bliver involveret med mennesker, Hans personlige navn Jehova. Hellig, retfærdig, hader af synd. Gud Må straffe synd, men Han elsker synderen, og derfor sørger Han for udfrielse og frikøbelse. Første gang dette hans personlige navn nævnes er i 1. Mos. Kapitel 2.

I kapitel 1 bruges Elohim (32 gange) i kapitel 2 er det Elohim indtil vers 4 her introduceres man for første gang for Jehovah Elohim.  elohim er en generel betegnelse for gud, men her er der altså tale om  en bestemt Gud, (Jehova Gud. Den hellige Gud). Derefter bruges navnet ca. 8000 gange (det mest brugte navn), Jeg er en hellig Gud, vær et helligt folk, men betydningen af dette navn for Israel var ikke almindelig forstået før 2. Mosebog kapitel 3. Her ser vi Moses i ørkenen ved den brændende busk. 2. Mos. 3,1-6:  Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.«  Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

Generelt, når vi støder på udtrykket "Herrens engel" er det det, som på engelsk kaldes en ”christphony”. Det vil sige at det er Kristus, der tales om, så Moses mødte altså Jesus ved denne lejlighed, og Han sagde således til Moses: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Her bruges faktisk udtrykket Jeg er Abrahams, Isaks og Jakobs Elohim. Der defineres altså præcist hvilken Elohim det er, men Moses spurgte så: Når jeg nu drager til Ægypten for at hente dit folk, og de så spørger: hvad er navnet på den gud, der har sendt dig?

   Det var ikke et dumt spørgsmål, for i Ægypten var der masser af guder. Der var flueguden, frøguden, nilguden, solen var gud, og Farao var gud. Hver af de 10 plager, der ramte ægypterne var en af deres guder, som Gud brugte til at demonstrere sin magt på. Farao, som ansås for at være gud, hans  førstefødte døde ved den 10. plage, og du kender sikkert hele historien, men altså: Gud sagde sig til dem at ”jeg er” sendte dig.

Som jeg har forklaret andetsteds er det sådan på bibelsk hebræisk at hvis 2 ord har samme rod, så har det en teologisk signifikans, og ”jeg er” og Jehova har samme rod, og det hjælper os til at forstå Joh. 8,57-59: Da sagde jøderne til ham(Jesus): »Du er endnu ikke halvtreds år, og du har set Abraham?«  Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født.«  Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen.

Det ord for ”jeg er”, som Jesus her brugte viste klart jøderne at Han sagde om sig selv ”jeg er Jehova” og det var jo i deres øjne stærkt blasfemisk, så de tog sten op for at stene ham.

Nu lidt mere om ordet Jehova:

Da Gud kaldte Moses ved tjørnebusken ved Horeb spurgte Moses: ”Hvad skal jeg sige til folket at dit navn er?” til det svarede Gud ” sig at Jhwh sendte mig. Gud brugte det hebræiske rod-ord for ”at være” eller eksistens.  Det Gud egentlig siger er "Jeg er den selv-eksisterende Gud¹ " . Når jøder udbringer en skålsiger de l’Chaim (til livet), som egentlig er at sætte et c foran Jhwh.

Henne i 2. Mos. 6,2-3 læser vi: Gud talte til Moses og sagde til ham: »Jeg er Herren!  Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jhwh gav jeg mig ikke til kende for dem.

Hvorfor siger Gud mon sådan her i 2. Mosebog, når navnet Allerede blev brugt i 1. Mosebog kapitel 2? Jo, for nu her giver Gud betydningen af navnet (Gud, den almægtige!), Jøderne kendte navnet Jhwh, og de kendte Ham, som El shadai – gud (den fuldt tilstrækkelige almægtige Gud), og Gud siger så her at det er det (Jhwh) betyder Gud, der altid er der, og som er fuldt tilstrækkelig.

Lad os se lidt på ordet Jehova: det første bogstav er j, som på hebræisk er y og den hebræiske stavemåde er Yhwh. I det hebræiske alfabet fandtes kun konsonanter, for man havde ingen vokaler i det hebræiske alfabet, konsonanter kan ikke udtales i sig selv, så man må tilføje af en vokal for at udtale den, som for eksempel det danske h, der udtales hå og k, der udtales kå, men jøderne lærte jo, som de voksede op at indsætte vokaler i ordene, for hvordan skal man udtale yhwh, Det kan man ikke! Derfor indsatte man vokaler for i det hele taget at kunne udtale ordet.  Helt frem til det 12. og 13. århundrede fandtes der kun konsonanter i det hebræiske alfabet. Men i det 12-13 århundrede fremstod der en gruppe lærde (matsuritterne), som lavede de matsuritiske tekster. Disse sprogkyndige indsatte vokaler i ordene, de tilsatte i, e, o og u. Da de skulle oversætte ordet Yhwh fik de et problem. 

         Problemet var at jøderne flere hundrede år før sagde: Man kan ikke udtale dette personlige navn for Gud. Man kunne udtale Elohim, man kunne udtale Adonai, men det personlige navn på en Gud, der er en fortærende ild, bør man ikke engang udtale. Det er for helligt sagde man. Den opfattelse kom sikkert fra en fejlagtig tolkning af de 10 bud: "du må misbruge Herren din Guds navn", og man sagde så: for ikke at risikere at gøre det, så udtaler vi aldrig Hans navn, faktisk var det engang forbundet med dødsstraf i Israel at udtale Guds navn. Derfor blev navnet ikke brugt i flere århundreder, og da man aldrig havde hørt navnet udtalt var man ikke sikker på hvordan det burde udtales, altså hvilke vokaler, der skulle være deri. Man valgte at bruge vokalerne a o og a fra navnet Adonai (Mester og Suveræne Herre) og satte dem ind således: Yahowah, og det er så på engelsk og dansk blevet til Jehova.

Jeg er årsagen uden årsag, jeg er kilden til al eksistens. Jeg er kilden til alt liv. Jeg er den kontinuerlige nutidige. Det betyder: I fortiden var jeg, i nutiden er jeg, og i fremtiden vil jeg være. Jeg har altid været, og jeg vil altid være. Dette udtrykker forfatteren til Hebræerbreve således i kap. 13: Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid.